DuT

Følgende er først og fremmest gengivet her, på min blog, fordi det i forbindelse med en lille brev-udveksling med Vort Danske Folketing, på foranledning af en trolig medarbejders forespørgsel, lykkedes mig at svare på klargørende vis. Ja. - Det lyder måske lidt mærkeligt, at sige sådan, men, jeg har før været inde på det.

Når man skriver til en bestemt person, bliver tonen mere medgørlig, mere personlig end når man, for nu at skabe kontrast, skriver til et større foretagende. Måske, ja for det afhænger vel af så meget, såsom modtageren, der jo hvad skrivning angår, i det mindste altid er en læser. Jeg tror det er sådan, at man uvilkårligt afslører mere om sit liv, når man er på tomands-hånd. Og dertil må vi vel, hvad IT-omstændigheden angår, sige, at det hurtigt bliver mere tvivlsomt, hvornår der er tale om tomandshånd.

Fortrolighed. Ja, fortrolighed er, hvad jeg her taler om. Og dermed vel også tiltro. - Ser man imidlertid negativt på det, fordi man eller nogen af de mennesker, der står, går og er i nærheden af ens daglige arbejdsdag, har hemmelige dagsordner, de er bange for bliver afsløret i utide, så ryger vi ret hurtigt ud i en hel masse om tavshed. Og endnu værre: tavshedspligt på trods af ytringspligten. Følingen med tilværelsen som personligt menneske og det arbejde, man forestår, kan da godt blive lidt rystet. Og tager jeg ikke meget fejl, så er vi, mange af os danskere, måske især generationerne født efter 1974 eller deromkring, i den situation tilbøjelige til at reagere ved spørgsmål med henblik på afklarende svar. Ja, så tvivlen kan manes til jorden og følingen vokse videre gennem klare erfaringer, uden at ryste på hånden. Det synes jeg er godt.

Forespørgslen jeg fik tilsendt per mail, drejede sig om min afsendelse af en mail til folketinget@ft.dk, hvori en række links til min blog fremgik. Mit ærinde dermed var såmænd ikke andet end at orientere DANMARKs folk om vor oplysende dagsorden, ved det bidrag, jeg har ydet i god tro, ja ved vor almindelige forstand.
Det førte så, som sagt, til den trolige medarbejders kærelige henvendelse tilbage til mig, der med tak gik på spørgsmålet om: Hvem, jeg ønskede min afsendte mail, stilet til?

Mit svar på spørgsmålet, fremgår nedenfor. Inden De, min kære læser, når så langt, skal jeg imidlertid gentage tonen, som jeg indledte med: Mit ærinde er ikke at hænge den pågældende medarbejder ud. Nej. Og jeg mener heller ikke, at spørgsmålet er dumt, set i lyset af den virksomhed, pågældende er del af. - Ærlig skal jeg dog være og derfor sige: Det gav stof til eftertanke og jeg tænker især på denne dobbelthed, ja eller omstændelighed, som netværks-kommunikationen og dermed også skriftkulturen, vor opfattelse af skriftens talemåde, giver anledning til. Videre kunne jeg også meget let komme til at tænke på, hvordan vores sorterings-evne efterhånden bliver. Især, når det kommer til vor hørelse: Hvem skal bestå og hvem skal ikke bestå?

************************************************************************
(Mindre stavefejl er rettet; skulle nogen føle sig fristet til at anklage mig for dokument-falskneri!)
************************************************************************

Hej L E Kristensen

Hvem, de links, jeg i mails har sendt til folketinget, skal stiles til, spørger du, L E Kristensen?

SVAR:

Mailen med indhold stiles til almennyttig brug, altså til folketinget som "institution", men dermed jo altså også til folketingets medlemmer på ligeværdig vis af hensyn til sigtet med vort oplysende folketingsvirke i menneskelivets navn. - Jeg søger at fastholde og bekræfte det oplysende sigte i vort liv med det danske og at give udtryk derfor til berigelse, beåndelse med den helbredende, hellige, helende samfundsmæssige dagsorden.

Min bedstefars udtryk, ønske, i det byrådsmæssige arbejde, i sin tid, det var: Tværpolitisk. Sådan var hans ord, hans udtryk, fordi han jo hurtigt kunne se, at de daværende klassiske dannelses-idealer og dermed statsborgerlige, bedsteborgerlige, stands-grupperinger ellers ikke ville kunne opløses på samarbejdende vis, så nyt og bedre tider ville kunne tilvejebringes på oplysende vis. Det var et udtryk, der handlede om at undgå poldannelser, partipolitik i forlængelse af stands-traditionen eller gods-og-guld, til fordel for forstandige forbedringer af vor samfundsudviklende, håndterende livsgode. - Han var af den gamle selvstændigheds-kultur, fra landet, hvis sande danske hjerte, ganske enkelt overhøres ved måden tingene har udviklet sig på. Jeg mener, hele skole-kulturen, uddannelses-kulturen, har jo i mange år slet ikke haft fat i det forstandigt livsopretholdende samfundsforetagende; ejheller når det kommer til modersmålet og vort fædrelands oplysningsånd i kongens navn. - Den gamle selvstændighedskultur blev slået i hartkorn med den akademiske, ja ligefrem romantiske fornufts evindelige, frihedshungrende erobringstrang. Og det var en stor og farlig fejl at gøre med den kongetro danske befolkning.

Desværre er det ikke strafbart. Men det skyldes nok først og fremmest, at svinene sidder i den latinske retskultur og tager patent på ret i den ånd. Tillige skyldes det vel også, at man lader tekno-kratiske afstemninger være vejledende; rød og blå blok etableres, når MFere trykker på enten rød eller grøn knap og dernæst lader lovens sigte med videnskabelig-tekno-kratiske logikkers pubertets-sperm. Der bliver med andre ord ikke indrømmet noget, hvilket også afspejler sig på den gentagende velfærdsstatslige retorik, der jo stadigvæk er rundet af 70-80ernes idealistiske kampe.

Hvordan kan en folketings-debat blive frugtbar, når de ledere, der tegner partiernes profil, ikke har flyttet sig en meter de sidste 30-40 år!  Det er blind, døv idealisme, især på venstrefløjen! - Nå, men sperm. Efterfølgende retter forvaltningskulturen sig så også efter det. Og borgerne. Det forklarer ligeledes, hvordan ungdoms-kulturen - den kultur, man er ung i - aldrig bliver til forstandigt voksende mennesker og altså, hvordan velfærdsstatens syge domme skyldes degenerering via teknologisk-teknokratiske systemers lovmæssighedsdyrkende rationalitet: tvingende logikkers tvang.

De syge mennesker på dansk grund er med andre ord blevet syge, fordi de er blevet nødet, forført, til at undlade hørelsen for deres eget, hjertelige livs ret og dermed den oplysende sandselighed - sandhed - der forløser og sætter al vort videre på én og samme gang. Det politiske arbejde i Danmark, de sidste 30-40 år, har altså indirekte bedt den danske befolkning om at rette sig efter oldtidens tankegods. Og det skyldes da især også akademikerne, universiteterne - undladelsen eller forførelsen af vort danske modersmål og nærværende fædrelands udvikling, til fordel for alt muligt, umuligt, internationalt gallimatias. EU, men vel også overrumplingen af den amerikanske mediemaskine, siden anden verdenskrig. (USAs forhold til Danmark har været særdeles kold-krigs-politisk bestemt; og vi har jo aldrig hadet andre folkeslag, omend nok den europæiske socialismes udbredelse via platoniske stater og den foreningskåde rationalitets utopier, der følger deraf). - Fik jeg sagt: Ja, det handler også om medier og ånden bag udsendelserne. 

Sidenhen, gentager jeg opsummerende, siden min bedstefars tid, er alt for meget altså blevet politiseret og videnskabeliggjort, organiseret i rationaliserende-universaliserende uendeligheders ånd. Og det gør jeg op med. - Jeg forsøger at undgå politik, politisk rationalitet og sprogbrug, ikke mindst magtkampene, til fordel for indrømmelses-arbejdet med den oplysende dagsorden, der gik tabt på grund af kold krig og meget mere. Men som sagt og antydet, især på grund af, at vi ikke er færdige med at få oldtidens tankegods og sprogbrug ud af vor folketingsmæssige dagsorden, uddannelser, forvaltningskultur og så videre: Vort kød.

F.eks. kunne Lars Løkke Rasmussens allerstørste indsats som Danmarks Folkevalgte Leder hurtigt opnåes: Han skal bare sørge for fjernelsen af det orienterende skilt, statsminister, der figurerer, når der gøres udtalelser i sigte for landets ve og vel, på vore vegne. Ja og gæt så, hvad han skal sætte ind, istedet for.

De må naturligvis gerne sende den her mail med rundt, kære L E Kristensen. Jeg skal nok tage ansvaret. Også for mine udtalelser; ja med Jens Langkniv i baglommen til brug overfor dem, der er stokdøve og har været det i 30-40 år, naturligvis. Og ellers blot i henhold til den strenge romersk-katolske statskristendoms logik, som det offentlige Danmark åbenbart ønsker at opretholde og nedarve i sin befolkning. - Eller med atter andre ord af hensyn til de tungnemme, De som sagt gerne må sende den her mails rundt til, skulle sådanne også træffes: Jeg skal gerne, med sand livsbåren glæde i vort vikongelige danske hjerte, stække de danskere, der ikke adlyder det, jeg har forelagt den danske offentlighed. Ja, for vi retter os jo efter myndighedens breve af hensyn til vore efterkommere, ik'!

Nkh. Menneskets Oplysning med hjertelig hilsen fra JHM